Personalet på Helgenæs Naturefterskole

På Helgenæs Naturefterskole er vi en skøn blanding af naturnørder, eventyrere, friluftstosser og faglige ildsjæle, der brænder for vores hjertesager og lever og ånder for de interesser vi har – både når det gælder naturlinjer og boglige fag - og for at sikre den bedst mulige skole for elever, der vil det vi laver. At vi er forskellige er en af de helt store styrker i vores fællesskab!

Mød os her, eller kom og besøg os på skolen.

Forstander på Helgenæs Naturefterskole Mette Marie Bauer

Mette Marie Bauer (MM)

Forstander

På HNE siden 2003.

Mette Marie har været på skolen så længe, at hun husker og ved mere om alt herude end alle! Hun er desuden født og opvokset et stenkast fra Helgenæs, og har boet på halvøen en stor del af sit liv, så hvis der er nogen, der har hjemme her på skolen og på Helgenæs, så er det hende. Men, tag ikke fejl! Der er ikke meget hjemmefødning over Mette Marie. Hun rejser og uddanner sig i hele verden. Hun vandrer på Caminoen, bader i de varme kilder på Island, ø-hopper i Grækenland og laver yoga i Sri Lanka. Kunst, kultur, oplysning, dannelse og uddannelse er hendes hjerteblod, og allerøverst på listen over ting, som er vigtige for et godt og rigt menneskeliv i Mette Maries bog, står fællesskabet. Det at mennesker mødes, kommer hinanden nær og finder på plads i sig selv og hinanden, er Mette Maries passion og vision for Helgenæs Naturefterskole.

Mette Marie huserer oftest på kontoret med sine kaffekopper, utallige møder og mange papirer, men hendes dør er altid åben!

Mette Marie arbejder med drift, udvikling, målsætninger, budgetter samt personaleledelse, og er ansvarshavende på HNE.

Ekstraunderviser på naturlinjen Islandske heste.

Uddannelse: Merkonom med speciale i regnskabsvæsen, ledelse, diplom i pædagogik og didaktik VIA Aarhus, coach og psykoterapeut.

Interesser: Friluftsliv, islandske heste, kunst og kultur, mad, adventure, musik, familie og venner.

Vikar og lærerstud Lasse Illeborg

Lasse Illeborg (LI)

Vikar og lærerstuderende

Lasse læser til lærer på VIA University Aarhus, og når han er færdig med det, så får han papir på at han er lærer - men, som alle nok godt ved, så er der nogle mennesker som bare har det der skal til for at inspirere, vejlede, støtte og uddanne andre, og det har Lasse! Derfor er Lasse fast vikar i undervisningen og vi er også så heldige, at han ofte tager med os på ture og rejser. Han er friluftsmenneske om en hals og bruger fritid og ferier på adventure og outdoor i hele verden.

Lasse er født og opvokset på Mols - og så er han barnebarn af et par af de lærere, som i sin tid var med til at starte HNE, så han har trådt sin barnesko her på skolen. Så kan man da tale om, at have HNE i sit dna!

Lasse er ferm med alt slags værktøj, og så spiller han guitar og elsker brætspil.

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Niels Frost

Niels Frost (NF)

Lærer

På HNE siden 2000

Niels er skolens Grand old Man. Han har været på skolen længe, og udstråler ro, hygge og tydelighed i en grad så man ikke kan undgå at føle sig tryg og godt tilpas i hans selskab. Niels finder du i jagttøj med op til fire meget lydige og ordentlige hunde ved foden. Man keder sig aldrig sammen med Niels - der er gang i gaden og rungende latter nok til alle. Han ved alt om natur og dyreliv og han brænder for bæredygtig jagt og for at give glæden ved naturen og fællesskabet omkring den videre til eleverne på HNE.

Niels er leder af naturlinjen Jagt og er desuden jagttegnsinstruktør.

Uddannelse: Herregårdsjæger, vildtforvalter, naturforvalter og så har han en VPU (voksenpædagogisk uddannelse).

Interesser: Jagt, hundetræning, gastronomi - gerne udendørs, litteratur, naturen og friluftsliv

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Jesper Thomsen

Jesper Thomsen (JT)

Lærer

På HNE siden 2015

Jesper er vores største energibombe. Han har så meget 'go', at det kan være svært at få ham til at stå eller sidde stille, faktisk. Hvis du overvejer 'Alene i Vildmarken' arctic style, 'Kurs mod fjerne kyster' eller at vandre tværs over Uralbjergene, så er det Jesper du vil have med! Alt med vand, sne, strabadser og bevægelse er Jespers element og han bliver aldrig træt! Jesper kan finde vej hvorsomhelst nårsomhelst (i mørke og med bind for øjenene) og han ved så meget om hvordan vand og vind opfører sig, at vi ikke rigtig behøver vejrudsigten på skolen (men, vi bruger den alligevel, fordi sikkerhed betyder alt for Jesper). At han også er sød og sjov, kan spille på klaver, trommer og guitar - og altid ser det bedste i alle, gør ham bare endnu mere fantastisk!

Jesper underviser i idræt, matematik og på P10 Nord. Han er leder af linjen Surf og sejlands og underviser desuden bl.a. på valgfagene kitesurfing, SUP og træklatring.

Uddannelse: Idrætslærer med friluftsliv fra Københavns Universitet (2002), linjefagslæreruddannet i matematik VIA Aarhus (2024)

Certificeret instruktør i kitesurfing, alpint skiløb, SUP, væg- og træklatring.

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Tim Masermann

Tim Masermann (TM)

Lærer

På HNE siden 2017

Tim er nok verdens sødeste og rareste menneske! Han vinder hvert eneste år 'Årets lærer' i elevnomineringerne - til vi andres store misundelse og fortrydelse, men der er bare ikke noget at gøre, ingen når Tim til sokkeholderne på den front. Tim ELSKER at fiske, og smutter ind i mellem liige ud med stangen i en pause. Det er også Tim du kan (forsøge at) slå i CS Go. Tim kommer fra Tyskland og har jo derfor det sorte bælte i tysk, mens hans danske og engelske er også tip top.

Tim underviser i tysk og engelsk og er leder af naturlinjen Lystfiskeri. Han har desuden forskellige valgfag, f.eks. strandkøkken og lystfiskeri for begyndere.

Når Tim har fri, hvad tror du så han laver?.. Yes, han fisker! 😀

Uddannelse: Tysk og historie på universitetet i Tyskland.

Interesser: Lystfiskeri, gaming, musik, familie og venner

 

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Kristina Rosenkrands Petersen

Kristina Rosenkrands Petersen (KR)

Viceforstander og lærer

På HNE siden 2018

Kristina er hestepige med stort H og er oftest i ridetøj og omgivet af andre hestepiger eller heste. Hun er mildest talt elendig til at huske ansigter og/eller navne på mennesker, men kan uden problemer se forskel på skolens ca. 10 røde heste på 100 meters afstand. Kristina har som regel gang i 1000 ting, men man kan altid stoppe hende og få hjælp til noget der driller, eller en snak, hvis man bare har brug for en voksen der lytter. Det er også Kristina der holder møder med elever og forældre, har styr på diverse retningslinjer og regulativer fra undervisningsministeriet, på skolens pædagogiske og didaktiske strategier - og så er det hende der gerne synger 'Er du dus med himlens fugle' eller 'Let it go!' i sin megafon på godmorgenrunden, når hun har morgenvagten.

Kristina er leder af hestelinjen og underviser dér hvor der lige mangler nogen.

Uddannelse: Folkeskolelærer VIA University Aarhus (2003), Diplom i forandringledelse og organisationsudvikling UCC KBH (2012).

Forfatter til fagbogen 'Inklusion, en guide..' på Hans reitzels forlag (2015).

Interesser: Hestesport, litteratur, naturvidenskab, musik, natur, familie og venner.

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Rasmus Møller Christensen

Jann Jacobsen

Lærer

På HNE siden 2025.

Jann er både skolens matematikgeni, fysik- og IT-nørd, gamer, kampsportsguru og svampekender! Han besidder den sjældne og heldige kombination at være et både matematisk, sprogligt og musisk begavet menneske - så han taler bl.a. også fransk, færøsk og spiller guitar, dog sjældent på samme tid.. Jann er sød og sjov

Derhjemme passer Jann bl.a. familien med to små piger

Jann underviser i matematik, fysik og naturfag. Desuden har han tilsyn på hverdage og i weekends.

Uddannelse: Folkeskolelærer, VIA Aarhus 2025.

Interesser: Kampsport, musik, familie og venner.

Ridelærer og sygeplejerske på Helgenæs Naturefterskole Betina

Betina Bruun Martinsen (BB)

Ridelærer, sygeplejerske og tilsyn

På HNE siden 2025

Betina har styr på sagerne, både på ridebanen, i medicinkasserne og når der skal hygges på skolen med friluftsliv og aktiviteter.

Betina har redet, avlet og hygget sig med islandske heste hjemme på gården i mange år. Hun er A-rytter og har redet en del sport sammen med sin gode hestekammerat, Magnus fra Bjarup. Hun er mor til 4 og har arbejdet med mennesker i mange år, så der er ikke så meget der kan overraske hende. Betina er ud over hestesport også glad for fodbold og friluftsliv - og så strikker hun de flotteste trøjer.

Betina underviser på ridelinjen og har tilsyn samt støttefunktion i fagtimer på forskellige hold.

Uddannelse: Sygeplejerske samt diplom i ledelse.

Interesser: Heste og håndværk, natur, familie og venner.

Støttelærer på Helgenæs Naturefterskole Berit Danielsen

Berit Danielsen

Pædagog

På HNE siden 2017

Berit ordner ting! Det er hende, som har styr på depotet og som har den store kædestrammereksamen i vaskemaskine. Hun tjekker dit værelse, når du har gjort hovedrent om tirsdagen og hun svarer dig ind i mellem på klingende norsk, for Berit er født i Norge - langt oppe nordpå, hvor der er sne og grantræer så langt øjet rækker. For Berit er udeliv en del af dna'et, og når hun ikke er på skolen, går hun lange ture med sin hund, eller strikker trøjer, der er så flotte, at hun kunne leve af det, hvis hun ville. På Berits aftenvagter kan man sætte sig med pindene sammen med hende, og lære hende kunsten af. Hun er fuld af gode historier og hyggelig at snakke med. Og man må gerne sige 'Hva?' 10 gange indtil man lige har fået tunet ørerne ind på det norske, og kan følge med.;)

Berit har tilsyn og rengøring på skolen.

Uddannelse: Pædagog

Interesser: Friluftsliv, håndværk og design, hunde, familie og venner

Tilsyn på Helgenæs Naturefterskole Erling Hansen

Erling Hansen

Tilsyn

På HNE siden 2012

Du finder Erling i jagttøj med hjemmestrikkede strømper og gerne med et par sorte labradorer i hælene. Han er skolens tangentmand og man kan altid overtale ham til fællessang ved klaveret. Det kan også være en god ide, at rådføre sig med Erling, hvis det der IT driller.

Erling bor på skolen. Han er nattevagt og har tilsyn på skolen.

Interesser: Jagt, fiskeri og friluftsliv, hunde, familie og venner

Lærer på Helgenæs Naturefterskole Kasper Vikær Mouridsen

Kasper Vikær Mouridsen (KM)

Lærer

På HNE siden 2021

Kasper er big time adventure- og naturnørd! Hans ide om en afslappende ferie indeholder klatreture op ad stejle bjergsider og teltlejre nord for iltgrænsen med sneen piskende om ørene og posemad blandet med istapper i trangiaen. Der findes ikke dårligt vejr, så har vi sagt det! Men, der er mere ved Kasper end savage vildmarks-skills. Han kan trylle med ord på både dansk og engelsk, underspille en joke som ingen anden og har en enorm paratviden - og så kan han flekse sin krop i de vildeste yoga-poses. Kaspers fokus på og viden om genbrug, bæredygtighed og hans respekt for naturen omkring os, giver os håb for fremtidens generationer.

Underviser i dansk og på P10 Nord samt på naturlinjen Nordisk friluftsliv

Uddannelse: Folkeskolelærer VIA Aarhus (2018), Friluftsvejleder fra USN, Bø i Norge (2021)

Certificeret instruktør i SUP, klatring og kano.

Interesser: Friluftsliv, yoga, adventure, familie og venner

Emma Svarre (ES)

Lærer

På HNE siden 2025

Emma er vild med natur og friluftsliv - og så er hun ferm med ord og litteraturfagnørd. Du kan finde Emma på vandet: i kajakken, under sejl (hun har sin egen sejlbåd) eller på boardet og ellers i klatreselen, i vandreskoene med rygsækken på, på MTB'en - alt sammen ude under åben himmel og der hvor det sker.

Emma underviser i dansk og engelsk, og på naturlinjen Nordisk Friluftsliv.

Uddannelse: Folkeskolelærer VIA University Aarhus 2024

Interesser: Natur, friluftsliv, sejlads, kultur, litteratur og så selvfølgelig familien og vennerne

Kok på Helgenæs Naturefterskole Rikke Vendelbo

Rikke Vendelbo (RV)

Kok

På HNE siden 2019

Rikke laver mad til os alle og styrer køkkenet med orden, præcision, humor og kærlighed. Rikke møder før fanden for sko på så der kan være friskbagte boller og lun grød klar til elevernes morgenmad hver dag. Alle elever på HNE tilbringer mindst en uge i køkkenet sammen med Rikke i løbet af deres ophold hos os. Her er de med til at planlægge menuen, lave og servere maden, samt rydde op og gøre rent i køkkenet. Hos Rikke lærer eleverne om maden vi spiser, om fødevarehygiejne og om hvordan man får utrolig meget fra hånden på ingen tid, så alle på skolen kan nyde hjemmelavet og næringsrig mad fem gange om dagen. Når Rikke ikke er på skolen kan man være heldig at møde hende på Harleyen. Man skal vinke, for hun kan ikke høre, hvis man råber hej!

Uddannelse: Kok, Hotel Fakkelgaarden (1998)

Rikke har bl.a. arbejdet på Molskroen, Falsled Kro, drevet kantiner, bygget cafeer op i Århus samt udviklet opskrifter for Karolines Køkken

Interesser: Harley Davidson-livet, mad, ski, løb, familie og venner

Skolemor på Helgenæs Naturefterskole Hanne Holst

Hanne Holst (HH)

Skolemor

På HNE siden 2010

Hanne trækker splinter ud, lægger bandager og giver trøstekrammere, som ingen anden. Hun kan hjælpe med alt fra tøjvask til fnatkure - og så har hun det sorte bælte i friluftsliv. Hanne er med på næsten alle skolens ture og kan sove i bivuak, i hængekøje, i telt, i en plastikpose eller bare på lidt lyng, hvis det skal være. Hun er altid i godt humør, og overser ikke en eneste elev, som ikke er det. Hanne kan trylle fremragende måltider frem ved bålet, og har - som den eneste - opskriften på de berømte Muffeluffer i hovedet. Muffeluffer er en slags små, søde pandekager, som laves over åben ild, og de smager så englene synger (eller så man får ondt i maven, fordi man spiser 50!). Når Hanne ikke er på skolen er hun på vandreture eller passer sine søde børnebørn.

Uddannelse: Slagter

Interesser: Friluftsliv, mad over bål, vandring, familie og venner

Sekretær på Helgenæs Naturefterskole Gitte Akselsen

Gitte Akselsen (GA)

Skolesekretær og bogholder

På HNE siden 2019

Gitte er vores blæksprutte. Hun holder styr på alt fra vaskerimønter og kontoudtog til elevnumre og bardunposemarkeringer, og det er hende du får i telefonen, når du ringer til skolen indenfor kontorets åbningstid. Det er Gitte, som altid smider hvad hun har i hænderne og tager sig tid til at lytte og give en krammer. Gitte finder det telefonnummer du mangler, laver bakken med kaffe og kakao, husker at få lukket vinduerne, finder et ekstra par overtrækkere, får betalt beslagssmeden, giver en hånd med ved salatbaren, samler ansøgninger til ordblindehjælpemidler, booker møder, har en ekstra tavletush liggende, og som fikser hundredemillioner andre helt uundværdlige ting og sager som skolen slet ikke kan køre uden. I sin fritid er Gitte spejderleder og svømmetræner, fordi hun jo bare elsker at være der for andre, hjælpe dem med at holde styr på alting og allermest at give unge mennesker en oplevelse af at lykkes, høre til og af at være en del af noget, der er større end en selv.

Uddannelse:

Interesser: Spejderliv, svømmesport, foreningsliv, friluftsliv, familie og venner

Undervisning på Helgenæs Naturefterskole Michael Korsholm

Rane Kammer (RK)

Lærer

På HNE siden 2015

Rane har muligvis gæller.. Alt med vand er Ranes element, og alt andet der har med udeliv, friluftssport og adventure at gøre ligger også lige til højrebenet for ham. Han er et roligt og behageligt menneske, som spreder ro og tryghed omkring sig uanset hvor han er.

Linjelærer på Surf og sejlads samt Nordisk friluftsliv. Valgfagslærer, tilsyn og P10.

Uddannelse: Bachelor i idræt med speciale i friluftsliv og friluftsvejleder fra Paul Petersens Idrætsinstitut.

Certificeret instruktør i: kano, kajak, træklatring, førstehjælp, MTB, telemarkski og SUP

Interesser: Outdoor, alt med vand, naturliv, cykling og røverhistorier.

Pedel på Helgenæs Naturefterskole Kim Johansen

Kim Johansen (KJ)

Pedel/Serviceleder

På HNE siden 2018

Kim holder skolens bygninger, vand- og varmesystemer og udendørsområder kørende. Der er ikke den ting han ikke kan fikse, og så er han kendt for sit gode humør og ukuelige optimisme. Man kan altid få en hyggesnak, et godt grin og et stykke chokolade på Kims værksted. Hvis han ikke er på værkstedet, kan du sikkert finde ham på den lille røde traktor, eller i færd med at hænge (endnu) en hylde op til dimsedutter på et elevværelse. Er der en vandhane, som drypper, et elhegn der ikke slår eller et gardin, der ikke lukker til, så finder du bare Kim!

Kim assisterer på jagtlinjen og med at passe skolens islandske heste

Uddannelse: Elektriker Aarhus TECH (1989)

Interesser: Jagt og fiskeri, hundetræning, naturliv, familie og venner

 

Underviser på Helgenæs Naturefterskole Klaus Vaad

Klaus Vaad (KV)

Tilsyn, valgfag og vikar

På HNE siden 2025

Klaus er lærervikar hos os på HNE og har sit eget outdoor firma, Outside Mols, hvor han laver teambuilding, personalearrangementer og kurser, når han ikke rejser ud og kører med hundeslæde, eller er på eventyr udenfor - f.eks. her på Helgenæs, hvor han bor med sin familie.

Uddannelse: Tømrer, Bachelor i idræt på Aarhus Universitet, Natur- og friluftsvejlederuddannelsen på VIA, Gøglerskolen.

Certificeret kano- og kajakinstruktør.

Håndværk- og bushcraftsuddannelsen på VIA

Interesser: Friluftsliv, håndværk, idræt (fodbold og atletik) og hygge med venner og familie

HNE PÅ INSTAGRAM

[insta-gallery id="1"]